Sneleg gik galt

Sneleg på skole gik galt: Pige blev begravet i sne og 20 elever fik psykologhjælp 
























Brørup: En episode i et frikvarter på Brørup Skole udviklede sig fredag til en voldsom situation, da en pige fra 6. klasse blev begravet i sne. 

Det skrev skoleleder Helle Lauridsen, fredag klokken 14.25 på Aula til alle skolens forældre og elever:

"Der har været en voldsom episode i skolegården, hvor en pige får en masse sne ned over sig. Dette sker i en leg, der udvikler sig. De drenge, der har været med til det, har ikke gennemtænkt deres handling. Der er med det samme voksne nede ved hende og får hende gravet fri. Hun er dog noget kold, så der bliver ringet efter en ambulance," skrev Helle Lauridsen på Aula og tilføjede:

"Der er en masse børn, der har set dette. Nogen var meget påvirkede. Lærerne valgte at samle de børn, der havde brug for det til et snak om oplevelsen. De var virkelig gode til at sætte ord på deres oplevelse. Nogen gange kommer reaktionen først senere, så hvis jeres barn har brug for at tale om det, beder vi om jeres hjælp til dette. Det er ofte lige inden sengetid.

Mandag eller tirsdag kommer der en krisepsykolog, som kan tale yderligere med eleverne, hvis der stadigvæk er noget der fylder."

Reagerede hurtigt

Ifølge skoleleder Helle Lauridsen, der informerede forældrene via Aula, blev pigen kort efter hentet af sin mor og er i dag i god behold. 

Lærerne reagerede hurtigt. De voksne, der var på tilsyn i skolegården, stormede til og begyndte straks at grave pigen fri. 

Sneen, der få øjeblikke tidligere havde været en kilde til grin, blev nu til noget, der lignede en kamp mod tiden.

Mens børnene så til med store øjne, blev pigen reddet og bragt i sikkerhed.

Stemningen i skolegården skiftede fra leg til alvor, og mange elever stod tilbage chokerede over, hvad de netop havde oplevet.

Helle Lauridsen oplyste på Aula, at lærerne straks talte med de børn, der overværede hændelsen, og at en krisepsykolog starten af denne uge ville være til stede på skolen for at støtte eleverne yderligere.

Ændrede regler for snelege

Tidligere samme fredag, klokken 07.43, havde Helle Lauridsen introduceret nye midlertidige regler for snelege.

Elever, der ønskede at lege i sne, skulle opholde sig udenfor, mens dem, der ønskede at undgå snebolde og snekrige, kunne blive inde i klasserne. 

Senere klokken 09.11 blev den oprindelige Aula besked fra Helle Lauridsen redigeret med teksten om, at 4.-6. klasse er i deres skolegård, Nettogården og Solgården. Her kunne de bygge snemænd etc.

Fokus på sikkerhed

Skoleleder Helle Lauridsen understregede i sin Aula-besked, hvor hun informerer om den voldsomme hændelse med pigen fra 6. klasse, at skolen tager episoden alvorligt og opfordrer forældrene til at tale med deres børn om episoden, hvis de stadig er påvirkede.

"Det vigtigste er, at pigen har det godt," skriver Lauridsen i en besked til forældrene via Aula.

Pigens mor kunne senere samme dag oplyse til JydskeVestkysten, at pigen har det fint.

Skoleleder Helle Lauridsen oplyser til JydskeVestkysten, at der ikke umiddelbart vil blive ændret noget i forhold til sneleg på skolen efter episoden. 

- Vi ændrer ikke noget lige nu. Jeg har fået en fin samtale med elevrådsformanden, som har nogle gode refleksioner. De fleste børn kan godt finde ud af at lege med sneen på en god måde, fortæller Helle Lauridsen til JydskeVestkysten.

Hun afslutter med:

- Efter hændelsen har 20 elever talt med psykologerne, og den pige, det gik ud over, havde efterfølgende en individuel samtale. Der blev samtidig udarbejdet en handleplan for hende.


Brørup Skole


Populære opslag